Selvom magtbalancen i Palæstina i øjeblikket ikke taler for en demokratisk løsning, da ingen større fraktioner eller partier på nogen af siderne forfølger denne, vil situationen uundgåeligt ændre sig.
På palæstinensisk side er det nødvendigt med et skift fra de nuværende tiltag til en ODS-tilgang. Den åbenlyse fiasko for tostatsløsningen samt den palæstinensiske ledelses fiasko på mange fronter (herunder udbredt korruption og underkastelse under fremmede magter) får et stigende antal palæstinensere til at vende tilbage til det traditionelle palæstinensiske krav om oprettelse af én demokratisk stat fra floden til havet. Potentialet er der, og det kræver oprettelse (eller snarere genoprettelse) af organiserede palæstinensiske bevægelser, der går ind for denne politiske vision.
På israelsk side er tingene mere komplicerede, da den israelske stats og samfunds eksistens er en konsekvens og et mål for zionismen, som ODS er den grundlæggende modsætning til. Vi kan ikke forvente, at zionismen skifter til demokrati, og vi forventer heller ikke noget sådant: Demokratiets sejr indebærer nederlag for racistiske, koloniale bevægelser som zionismen. Selvom den nuværende magtbalance, som nævnt, er til zionismens fordel, er der tre hovedfaktorer, der kan tippe den over på demokratiets side:
Den første er vedvarende palæstinensisk modstand, væbnet og ubevæbnet, som kan afsløre zionismens påstand om at skabe et »land uden et folk« som en »sikker havn« for kolonisatorerne.
Den anden er internationalt pres som følge af pro-palæstinensiske bestræbelser og Israels yderligere glidning mod fascisme – kaldet »Israels største trussel« af Institut for Nationale Sikkerhedsstudier.
Den tredje er zionismens indre modsætninger. Som en ideologi og bevægelse, der politiserer identitet, splitter zionismen ikke kun de samfund, den retter sig mod, men også dem, den stammer fra og skaber:
- Ved at betragte og behandle andre staters jødiske borgere som en del af den israelske stat og samfundet snarere end deres eget, fremmedgør zionismen dem eller fremmedgør dem yderligere fra deres egne stater og samfund – deraf overlapningen mellem zionisme og antisemitisme.
- Ved at håndhæve den »israelske identitet« som den eneste jødiske identitet er zionismen kilden til interne stridigheder og desillusionering inden for de jødiske samfund selv, for eksempel ved at devaluere ikke-israelsk jødisk kultur (f.eks. afskaffelsen af jiddisch til fordel for kun hebraisk) eller ved at omdirigere midler fra de samfund, der har opfostret dem, til Israel. Dette er en væsentlig faktor i den svindende støtte til Israel blandt ikke-israelske jøder.
- Politiske bevægelser eller apparater, der vælger at politisere identitet, står over for den byrde at skulle definere den. Israel har anerkendt nazister som »jødiske« og budt dem velkommen til Palæstina, samtidig med at det sætter spørgsmålstegn ved jødedommen hos og nægter statsborgerskab til mennesker, der faktisk identificerer sig som jøder. Den nuværende officielle israelske holdning nægter faktisk at anerkende mennesker, der tror på Toraen, som »jødiske«, hvis de også tror på evangeliet, mens man accepterer at anerkende mennesker, der slet ikke tror på Toraen, som ›jødiske‹. De nuværende forslag til omdefinering af »hvem der er jøde« truer med at »afskære Israel fra 70 % af verdens jøder«.
- Da identitet er en social konstruktion, og identitetsgrupper derfor ikke er egentlige interessegrupper (som f.eks. industriarbejdere, landmænd, studerende, lavindkomstfamilier osv.), er en identitetsopdeling af samfundet ikke i overensstemmelse med borgernes eller interessegruppernes faktiske interesser. Dette fører til politiske fortællinger, diskurser, programmer og politikker, der er ude af trit med samfundets faktiske behov og i stedet fokuserer på forskelle fra »den anden«. I Israels tilfælde er dette tydeligt i den enorme socioøkonomiske kløft mellem israelerne selv samt i den endnu større højredrejning. Dette medfører en udstrømning af israelske midler og borgere fra Palæstina, hvilket har fået Israels centralbankchef til at advare om, at »en økonomisk krise kan bryde ud inden for et øjeblik«.
- Identitet er per definition det, der adskiller os fra andre. Politiseringen af identitet stopper ikke ved de oprindeligt politiserede identiteter, men fører snarere til skabelsen af underidentiteter, der fragmenterer samfundet yderligere ved at splitte den oprindelige identitetsgruppe, måske med vold. Dette gælder især, når en bestemt identitetsgruppe opnår dominans og/eller homogenitet, hvorved dens oprindelige identitet ikke længere adskiller den nok til at berettige dens fortsatte eksistens. Dette har skabt voksende spændinger mellem religiøse og ateister, teokratiske og sekulære, homoseksuelle og homofobe, russere og ukrainere, askenasiske og mizrahim, europæere og afrikanere og andre i Israel. Med Benny Gantz' ord er israelsk borgerkrig nu en mulighed, som Israel må tage højde for.
Chancerne for, at zionismen bryder sammen i vores levetid, er store. Det betyder dog ikke, at oprettelsen af en demokratisk stat er garanteret. Zionismens undergang kan føre til kaos, en spiral af racistisk eller sekterisk vold eller oprettelsen af en autoritær arabisk eller islamisk stat. Derfor er det nødvendigt, at alle samler sig ikke kun »imod« zionismen, men også »med« et klart politisk mål: Oprettelsen af én demokratisk stat, fra floden til havet.
Formålet med One Democratic State Initiative er at mobilisere enkeltpersoner, organisationer og politiske partier i Palæstina og i udlandet til at støtte dette tiltag. Vi opfordrer dig til at tilmelde dig som tilhænger af løsningen med én demokratisk stat og deltage i bestræbelserne på at gøre den til virkelighed.
