Selvom menneskerettighedserklæringen, den Internationale Menneskerettighedserklæring og De Forenede Nationer anerkender retten til at modsætte sig besættelse og racistiske regimer, afhænger ens anerkendelse af menneskerettigheder og pligten til at modsætte sig undertrykkelse og kæmpe for frihed ikke af internationale organers beslutninger. Det er almindelig sund fornuft, at ofrenes brug af magt, hvad enten den er individuel eller organiseret, kun kan ses og forstås i sammenhæng med tidligere systematisk vold. Palæstinensernes ret til at modsætte sig den israelske besættelse og dominans er derfor ukrænkelig.
Det samme gælder ikke-militær modstand, såsom den internationale BDS bevægelses boykot, afinvestering og sanktioner mod Israel, oplysningskampagner, ikke-voldelig modstand og andre midler.
Initiativet »One Democratic State« understreger yderligere, at alle ovennævnte tiltag kun er midler, der kan nå deres fulde potentiale, når de er knyttet til et klart mål. Dette mål kan kun være at tvinge overgangen fra en sekterisk stat til en demokratisk stat. Initiativet er uenigt i følgende tilgange:
- Begrænsning af modstanden til gengældelsesaktioner: At vælge at indlede konfrontationer udelukkende som en reaktion på Israels forbrydelser svækker bevidstheden om den legitime ret til at modstå Israel som en apartheidstat, en besættelsesmagt og en bosætterkoloni.
- Fokus på Israels forbrydelser eller palæstinensernes rettigheder uden for rammerne af et alternativt socio-politisk projekt: Ligesom begrænsning af modstanden til gengældelsesaktioner kan dette være ensbetydende med en normalisering af Israels væsen som bosætterstat og faren ved dets politisering af identitet, som kun kan føre til forbrydelser og nægtelse af rettigheder.
- At vedtage identitære mål, såsom at erstatte »staten for jøder« med en »stat for arabere« eller en »stat for muslimer«: Sådanne politiske bestræbelser formår ikke at bryde med politiseringen af identitet, forstærker den zionistiske og nationalkoloniale fortælling om, at stater er eksklusive sociale konstruktioner snarere end apparater til at forvalte samfundets faktiske interesser, og foreviger den hundrede år gamle cyklus af vold.
Alternativet til den jødiske stat kan kun være en demokratisk, sekulær stat for alle dens borgere. Denne politiske vision er antitesen til zionismen og må ledsage, ja endda lede, befrielseskampen.
