»Israel er ikke en stat for alle sine borgere, men snarere en nationalstat for det jødiske folk og kun dem.« — Benjamin Netanyahu
Zionistiske militser der kom udefra, støttet af kolonialismen, oprettede staten Israel efter Nakba i 1948. Det er derfor en besættelsesstat. Det er også en bosætterstat, der bygger på tre søjler: indførelse af bosættere fra udlandet, fordrivelse af den indfødte befolkning og diskrimination mellem indfødte og bosættere.
Her er en liste over nogle af de karakteristika, der afslører den sande natur af denne besættelses- og bosætterstat, som skal afvikles i forbindelse med befrielse, dekolonisering og oprettelsen af en enkelt demokratisk palæstinensisk stat.
1) Jødiske ikke-statsborgere og ikke-jødiske (og/eller palæstinensiske) ikke-statsborgere, med:
- »Tilbagesendelsesloven« og »Statsborgerskabet«, som favoriserer jøder frem for ikke-jøder ved tildeling af opholdstilladelse og statsborgerskab
- »Loven om fraværende personers ejendom« , »Loven om erhvervelse af jord« og vedtagelsen af en ændring til »Jordforordningen (erhvervelse til offentlige formål)« , som gjorde det muligt at beslaglægge jord tilhørende ikke-jøder, der var født i Palæstina, men tvunget til at flygte som flygtninge og nægtet statsborgerskab og ret til at vende tilbage
- Dens afvisning af at definere, hvem der er »jøde«, og den deraf følgende vedtagelse af »anerkendelse af konvertering«, der diskriminerer mellem ikke-statsborgere, der bekender sig til jødedommen og betragtes og behandles som jøder, og ikke-statsborgere, der bekender sig til jødedommen, men ikke betragtes og behandles som jøder
2) Jødiske borgere og ikke-jødiske borgere, med:
- Juridisk adskillelse:
- Den »grundlæggende lov«, der fastslår, at Israels land er det jødiske folks historiske hjemland, og som udelader enhver henvisning til ikke-jødernes rettigheder i det samme land, at »realiseringen af retten til national selvbestemmelse i Staten Israel er forbeholdt det jødiske folk«, og at statens emblem er et jødisk religiøst symbol
- Israels skelnen mellem statsborgerskab (israelsk) og nationalitet (jødisk, arabisk, drusisk eller andet, som defineret af statslige institutioner og ikke af den enkelte), hvilket spiller en rolle i de forskellige former for adskillelse, der nævnes nedenfor
- Højesterets afgørelse om, at Israels »grundlæggende princip er at være en jødisk stat for det jødiske folk«
- Højesteret afviser begæringer om anerkendelse af israelsk nationalitet med den begrundelse, at det ville »undergrave Israels jødiske karakter«
- Loven, der forbyder borgere, der foreslår overgangen fra en stat for det jødiske folk til en stat for alle sine borgere, at deltage i parlamentsvalg
- Tolerance over for politisk motiverede angreb på, herunder mord på, ikke-jødiske borgere
- Adskillelse af jordfordeling og administration:
- Diskriminerende jordfordelingspolitik, hvor en stor procentdel af den jord, der blev besat i 1948, er under kontrol af Jewish National Fund, hvis vision er »at genoprette et hjemland i Israel for det jødiske folk«
- Ikke-jødiske kommuner udøver jurisdiktion over kun 2,5 % af jorden men udgør omkring 20 % af befolkningen
- »Optagelsesudvalg«, der opererer i omkring 700 landbrugs- og samfundsbyer, og som frasorterer ikke-jødiske ansøgere på grundlag af deres (vagt definerede) »sociale uegnethed«
- Kontrol med uddannelse:
- Undervisningsministeriet udarbejder forskellige læseplaner for jøder og ikke-jøder
- Undtagelser fra læseplanen gives kun til jødiske skoler, som også er fuldt statsfinansierede
- Læreplanerne, herunder læreplanen for ikke-jøder, fokuserer bevidst på zionisme og jødiske værdier og udelader samfundskundskab og demokratiske værdier
- Sproglige adskillelser i form af undervisning i arabisk til jøder og hebraisk til ikke-jøder
- Brug af lærere, der ikke taler arabisk, til at undervise i arabisk
- Undervisningsministeriets brug af sin magt til at kontrollere ansættelsen af lærere i skolerne for at afvise arabiske lærere, hvor kun 30 % af de arabiske lærere kan finde arbejde
- Ikke-jøder er blevet nægtet retten til at oprette et eneste universitet
- Diskriminerende fordeling af ressourcer og social velfærd:
- Zionistisk kontrol med kapital
- Manglen på klare og retfærdige kriterier for beskatning og fordeling af statslige ressourcer
- Diskriminerende budget- og regeringsplanlægning i Jerusalem og andre byer
- Arabisk har en langt ringere status end hebraisk, hvad angår de ressourcer, der afsættes til brugen af sproget i officielle fora; arabisk er for nylig blevet frataget sin status som officielt sprog
- Bevidste segregerende foranstaltninger (nogle af dem baseret på den forudsætning, at »uddannede arabere er et problem for Israel«), såsom statslige udviklingsprogrammer, der begunstiger jødiske borgere, og manglende eller langsom gennemførelse af udviklingsprogrammer for arabere, hvilket fører til nedenstående sociale kløfter
- Indkomstkløften: Ikke-jødiske borgere i arbejde tjener i gennemsnit kun 58,6 % af, hvad jødiske borgere tjener
- Fattigdomsgabet: 35,8 % af de arabiske familier lever under fattigdomsgrænsen (sammenlignet med et nationalt gennemsnit på 23 %, hvilket i øvrigt også i høj grad hænger sammen med identitetsdiskrimination)
- Uddannelseskløften: Andelen af jøder, der går på universitetet, er dobbelt så stor som andelen af ikke-jøder
Jøder og ikke-jøder i områder, som det officielt har annekteret, såsom:
- Østjerusalem, hvor det:
- Forfølger udvidelsen af jødiske bosættelser
- Systematisk nægter byggetilladelser til ikke-jøder
- Nedriver huse og tvinger ikke-jøder til at flytte, hvorved de bliver indespærret i stadig mindre enklaver
- Nægter adgang til nødvendige basale tjenester såsom affaldsindsamling, elektricitet, offentlig transport og vand- og sanitetsinfrastruktur til ikke-jødiske områder
- Golanhøjderne, hvor den:
- Nægter at anerkende ikke-jødiske indbyggers ikke-israelske statsborgerskab
- Har eksproprieret 95 % af ikke-jødernes jord
- Indfører restriktive zoneinddelings- og bygningspolitikker gennem den jødiske agentur for Israel (tidligere den jødiske agentur for Palæstina), som politiserer identitet og hvis mission er udtrykkeligt begrænset til jødernes interesser
- Har oprettet regionale planlægningsråd i navn af World Zionist Organization, som også politiserer identitet, og hvis mission også er udtrykkeligt begrænset til jøders interesser
- Diskriminerer mellem jøder og ikke-jøder i tildelingen af basale tjenester såsom vand og elektricitet
- Diskriminerer også mellem jøder og ikke-jøder på andre måder
4) Jews and non-Jews in territories it controls, such as the West Bank and Gaza, where it:
- Nægter ikke-jøder statsborgerskab, samtidig med at den letter bosættelsen af jøder
- Nægter ikke-jøder, der blev fordrevet fra Vestbredden, ret til at vende tilbage, samtidig med at den letter bosættelsen af jøder
- Begrænser bevægelsesfriheden kraftigt gennem et netværk af checkpoints og vejspærringer samt et tilladelsessystem, der ikke gælder for jødiske bosættere.
- Har beslaglagt jord, der tilhører ikke-jøder, for at etablere og udvide jødiske bosættelser
- Nægter ikke-jøder næsten 100 % af byggetilladelserne
- Anvender en planlægningspolitik, der diskriminerer mellem ikke-jøder og jøder
- Forbyder ikke-jøder at opnå juridisk status i de områder, der officielt er annekteret af Israel gennem ægteskab, og nægter dem retten til familiesammenføring.
- Kræver, at udlændinge, der har et romantisk forhold til ikke-jøder på Vestbredden, skal oplyse om deres forhold, når de ansøger om tilladelse eller fornyelse af tilladelse til at besøge eller opholde sig der. At være i et sådant forhold diskvalificerer automatisk udlændingen fra at ansøge om eller forny en tilladelse til at arbejde, studere, arbejde som frivillig eller undervise på Vestbredden. Intet af dette gælder for udlændinge, der har et romantisk forhold til jøder på Vestbredden
- Bruger overdreven magt mod især ikke-jøder, samtidig med at jødiske bosættere får lov til at udøve vold mod ikke-jøder
- Håndhæver en blokade og deltager i etnisk udryddelse og folkemord.
- Gør alt det ovenstående med det formål at kolonisere landet irreversibelt, med Ariel Sharons ord
