Identitet er de egenskaber, overbevisninger eller overordnede karakteristika eller forhold, der adskiller en person eller personer fra andre, og som de vælger at identificere sig med. Det kan være etnisk, religiøst, kulturelt, seksuelt eller en kombination af disse eller andre faktorer. Kollektiv identitet er især en social konstruktion, som kan være i overensstemmelse med eller i modstrid med den virkelighed, som de personer, der udgør denne identitet, identificerer sig med. Politisering af identitet er det politiske valg, som træffes af de pågældende individer eller grupper, af andre individer eller grupper, af socio-politiske bevægelser eller af stater, om at inddrage identitet i politiske valg og beslutninger. Politisering af identitet resulterer nødvendigvis i eller er endda lig med diskrimination, da det at vælge ikke at diskriminere på grundlag af identitet betyder at udelukke identitet fra politik, dvs. at depolitisere identitet. Eksempler på politisering af identitet omfatter politiske ideologier, politiske bevægelser eller stater:
- At have sympati for eller være velvilligt indstillet over for, eller nære fjendtlighed eller fordomme over for individer eller grupper på grundlag af deres identitet
- At betragte eller hævde, at enkeltpersoner eller grupper på nogen måde er overlegne eller underlegne i forhold til andre, eller fortjener eller ikke fortjener visse rettigheder eller privilegier på grundlag af deres identitet
- At tildele eller nægte rettigheder eller privilegier (såsom uddannelse, arbejde, bolig, ejerskab af jord, bevægelsesfrihed, opholdstilladelse, statsborgerskab eller andre) på grundlag af identitet
- At være eller hævde at være eksklusiv eller kvasi-eksklusiv for en bestemt identitet
Politisering af identitet har især været centralt i menneskehedens politik og historie siden det 15. århundrede, da den identitære »nationalstatsmodel« tog form i Europa og blev eksporteret til den ›uciviliserede‹ verden via kolonialismen: Mens indvandrere og flygtninge integreres i de oprindelige samfund, erstatter bosættere som disse de oprindelige samfund med samfund, der er eksklusive for »dem«. Resultatet af denne politisering af identitet har været århundreder med juridisk, politisk, økonomisk og kulturel segregering, apartheid, slaveri, massefordrivelse, etnisk udrensning, folkedrab og andre rædsler.
Det er ikke tilstrækkeligt at anlægge en »menneskerettighedsbaseret« eller på anden måde legalistisk eller moralistisk tilgang til sådanne forbrydelser, da det kan være at behandle symptomet snarere end sygdommen ved at dømme forbrydelserne eller deres gerningsmænd uden at dømme det politiske projekt, der forårsagede, begrundede og/eller muliggjorde disse forbrydelser. Den nationalistisk-kolonialistiske model, der politiserer identitet, kan kun være skadelig af følgende årsager:
- Da samfund består af individer med forskellige identiteter, kan politisering af identitet kun fragmentere de samfund, den stammer fra, skaber, retter sig mod eller på anden måde interagerer med. Politisering af identitet kan kun skabe konkurrerende, endda stridende fraktioner, sekter eller stater.
- Da identitet er en social konstruktion, i det omfang identitetsgrupper ikke er egentlige interessegrupper (som f.eks. industriarbejdere, landmænd, studerende, lavindkomstfamilier osv.), er en identitsmæssig opdeling af samfundet ikke i overensstemmelse med borgernes eller interessegruppernes faktiske interesser, hvilket fører til politiske fortællinger, diskurser, programmer og politikker, der ikke imødekommer eller er i overensstemmelse med samfundets faktiske behov.
- Politisering af identitet er fyldt med modsætninger: Politiske bevægelser eller apparater, der vælger at politisere identitet, står over for den byrde at skulle definere den, måske endda at skulle skabe tidligere ikke-eksisterende eller marginalt eksisterende sociale konstruktioner, samt den deraf følgende byrde at skulle påtvinge den individer eller befolkningsgrupper, der måske har valgt at identificere sig anderledes.
- Politisering af identitet kan løbe løbsk. Identitet er det, der adskiller os fra »andre«, og når en bestemt identitetsgruppe opnår dominans over andre, kan gruppen selv fragmentere sig i underidentiteter, der nu betragter hinanden som »de andre«.
Ovenstående gælder naturligvis for staten Israel, som adskiller på grundlag af identitet mellem jødiske ikke-statsborgere og ikke-jødiske ikke-statsborgere, jødiske indbyggere og ikke-jødiske indbyggere samt jødiske statsborgere og ikke-jødiske statsborgere. Der mangler en politisk tilgang, der fokuserer på at garantere det palæstinensiske folks rettigheder eller på Israels eller israelske lederes forbrydelser uden at dømme zionismens politisering af identitet. Desuden er zionismen ikke det eneste projekt i regionen, der politiserer identitet. Maronisme, arabisme og islamisme er eksempler på det samme. Med fremlæggelsen af et politisk program for depolitisering af identitet, nemlig overgangen til en sekulær, demokratisk, ikke-identitær stat i Palæstina, foreslår initiativet »One Democratic State« en politisk model, der er den grundlæggende antitese til ikke kun zionismen, men også den koloniale nationalstatsmodel og dens ideologiske grundlag, ud over Palæstinas grænser.
